Troldegruppen indbyder alle til at give en hånd med til bl.a. rydning hist og pist før det bliver rigtig efterår

HURUP: Ashøje Plantage er blevet til en turistmagnet efter opførelsen af skovtrolden Ask.

Alle vi se den.

Men der mangler få ting, før troldegruppen er helt tilfreds.

Derfor indbyder gruppen nu alle, der har tid og lyst, til at give en hånd i plantagen lørdag 17. oktober.

- Vi skal have lavet den indvendige sti i plantagen færdig. Derudover skal der graves pæle ned, der holder skiltningen på den 1,6 km lange gangsti i plantagen. Som det ser ud nu, er der jo ingen, der ved, at den eksisterer, fortæller John Jensen fra troldegruppen.

Gruppens medlemmer er allerede i fuld gang med at rydde op.

Blandt andet er højen med tårnet ved at blive ryddet. Og også området ved tårnet er blevet ryddet for selvsåede træer.

- Det er meningen, at der skal sås græs på området med højene omkring tårnet. Og så kunne vi godt tænke os nogle sponsorer til bord- og bænkesæt, der skal sættes op ved tårnet. I det hele taget trænger bænkene i Ashøje til at blive udskiftet, siger John Jensen.

Formanden for anpartsselskabet Ashøje Plantage, Jens Chr. Dissing, er glad for opbakningen, og ikke mindst indsatsen, fra troldegruppen.

- Det er det, vi har manglet i mange år. Selv havde vi nok ikke gjort så meget, da det er begrænset med vore indtægter, der primært kommer fra lejen for mobilmasten.

Arbejdsdagen, der starter kl. 9, slutter af ved middagstiden med grillepolser og øl eller vand til medhjælperne.

Kl. 13.30 indvies den nye sti.

Her kan man købe pølser, øl eller vand, og ikke mindst anparter til Ashøje Plantage.

Troldegruppen har hidtil sørget for, at omkring 300 anparter er blevet solgt.

Derved bliver plantagen mere og mere til folkeeje.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...