120 var mødt op på Thinghuskroen i Vestervig

VESTERVIG: Tirsdag 26. november var Sydthy-Thyholm Seniorklub atter vært ved den traditionsrige julefrokost som hvert år holdes på Thinghuskroen i Vestervig.

Festen startede kl. 18 hvor seniorernes formand Harry Gade - efter en julesang - bød alle velkommen.

Herefter gik man i gang med frokosten hvor der var sild på bordene.

Efter silden var der buffet med alskens lækkerier som hører julen til. Orkestret ”Det Grå Guld” leverede dejlig musik under spisningen.

Sluttelig ved frokosten var der risalamande.

Herefter var der kaffe og småkager.

Seniorklubben havde bedt forfatteren og bondekonen Marianne Jørgensen fra Selde på Nordsalling om at komme og fortælle om den jul som de holder hjemme.

Hun bor på herregården Kjeldgård og hvad kunne emnet være bedre end ”Jul på Kjeldgård.

Marianne Jørgensen startede sit foredrag med at fortælle om juleslagtning på gården helt tilbage i 1531, og hvordan alle tjenestefolkene hjalp til op til jul.

Herefter drejede det sig om deres egen jul på gården.

Hun fortalte om at nogen mente der var spøgelser eller ånder på gården. Blandt andet om den hvide jomfru. Efter hvad sagnet fortæller skulle den hvide jomfru vise sig omkring juleaften, så hun tog hunden med i snor og gik den rute man siger jomfruen bevæger sig.

Hun er i dag helt sikker på at sagnet ikke taler sandt. Ej heller at man skulle kunne høre hovslag og larm fra hjulene på en hestevogn hvor en for længst afdød herremand skulle køre rundt ved gården. De er altid mange juleaften og det er jo hygge i sig selv. Marianne Jørgensen er en glimrende fortæller og har bl.a. udgivet bøgerne ”Bondeanger”, ”Gudruns Arv”, ”Børn, bøvl og bigballer”. Hendes bøger er bestemt værd at læse.

Efter Mariannes Jørgensens foredrag var det blevet tid til kaffe og småkager.

Samtidig gik ”Det Grå Guld” i gang med at spille op til dans indtil festen sluttede kl. 22.30.

Sluttelig takkede Harry Gade alle de 120 fremmødte for deres deltagelse. Han oplyste at ved samme tid næste år fylder Sydthy-Thyholm Seniorklub 20 år og han lovede at det ikke ville gå helt stille af.

:/Hans.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...