22. januar vil en indbudt licitation vise, om Hurup Slagter flytter til det tidl. posthus

HURUP: Alt er tegnet og tilrettelagt. Og om alt går vel, så er Hurups Slagters ejere, Karsten Dige og Henrik Nørmølle, klar til at flytte butikken over til Hurups tidl. posthus.

- Vi har opgaverne med at indrette posthuset i licitation blandt lokale håndværkere. 22. januar er skæringsdatoen og her vil det vise sig, om vores budgetterede udgifter holder stik. Der skal bl.a. lægges 500 kvm fliser på gulvet og 300 kvm på væggene. Hvis udgifterne bliver alt for dyre, så dropper vi planerne, fortæller Henrik Nørmølle.

Hurup Slagter har derfor lavet en betinget købsaftale med malermester Ane Højen om køb af ejendommen.

Hvis alt går godt, kan arbejdet med at omdanne det tidligere posthus til slagterbutik med alt, hvad der hører til.

- Vi får en butik på 149 kvadratmeter. Og der vil være indgang både fra Bredgade og fra det store parkeringsareal bag posthuset. Vi får produktionslokaler og bedre forhold til at levere mad ud af huset, fortæller Henrik Nørmølle.

Karsten Dige fortæller, at man som sådan ikke får mere produktionsplads end man har nu.

- Men vi får nu det hele samlet på et plan. Og så er der mere plads i butikken, siger han.

Byggetilladelsen er også i hus, fortæller Henrik Nørmølle.

- Det tog kun fem dage, så var den klar, siger han.

Også en åbningsdag har de to ejere i tankerne.

- Hvis alt går som det skal, åbner vi 1. juni, lyder det fra de to slagtere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...