Carsten Hougaard
Der er ingen aktuelle planer om at ruller fibernet ud til almindelige forbrugere i Hurup. Arkivfoto: Henrik Bo

Ingen planer om fiber i byens undergrund - der er dog alternativer

HURUP: Mens Thy-Mors Energi er i fuld gang med at rulle fibernet ud til samtlige andelshavere, er internet-brugere i Hurup henvist til andre leverandører.

Med sit eget elværk deltog Hurup ikke i udrulningen af fibernettet, som i sin tid blev finansieret via en del af de mange millioner kroner, som Thy-Mors Energi fik fra salget af Elsam-aktierne.

Hurup Elværk havde ikke aktier i Elsam.

Hos Thy-Mors Energi er man senest i 2020 færdig med udrulningen af fibernet til de omkring 40.000 andelshavere. Og ifølge projektkoordinator Henrik Jeppesen har man ikke nogen aktuelle planer om at grave fiberledninger ned i Hurup.

- Vores repræsentantskab har bestemt, at vi skal bygge ud til vores andelshavere. Udrulningen i Hurup ville kræve et andet mandat, da det ligger udenfor vort eget forsyningsområde, siger Henrik Jeppesen.

De eneste, der har fået fiber lagt ind i Hurup er de kommunale institutioner og større erhvervsvirksomheder.

Hos Energi Hurup, der leverer el, varme og vand til forbrugerne, har man ikke nogen planer om at investere i fibernettet.

- Det har vi ikke råd til. Og så er der jo i forvejen andre muligheder for hurtigt bredbånd i byen, siger direktør Henrik Pedersen.

Han henviser til, at man allerede i dag kan få hurtigt internet via YouSee’s kabel-tv.

Her får han delvist ret af Torben W. Hansen, der er indehaver af W-Data i byen.

- Nogle steder i byen er godt dækket ind via selskabet Hiper, der har lejet sig ind på YouSee’s kabel-tv net. Nogle steder i byen kan man få en forbindelse på op til 1000 Mbps i download og 300 Mbps i upload. Andre steder i byen er hastigheden 300/60. Hos Hiper behøver man desuden ikke at have tv-pakken med. Og så gør Hiper det til halv pris i forhold til YouSee, siger Torben W. Hansen.

Til sammenligning er maksimum på en internetforbindelse via telefonstikket på 50/10.

Torben W. Hansen mener derudover, at det kommende æterbårne 5G-net også vil kunne konkurrere med fibernettet.

- I dag har vi her i Hurup en gennemsnitlig hastighed på 60/30 med 4G. Med 5G snakker vi over 1000 Mbps, siger han.

Og det mener han, er værd at vente på.

- Personligt er jeg glad for, at Hurup ikke brugte mange millioner på at grave fibernettet ned. På den anden side kunne jeg godt tænke mig lidt mere konkurrence på tv-markedet i byen. Som det ser ud til i dag, er man henvist til enten YouSee eller Boxer, siger Torben W. Hansen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...