Handelsstanden bakker "Støt Brysterne" op med mange aktiviteter

HURUP: Igen i år bakker Hurup Handelsstandsforening op om "lyserød lørdag", der finder sted 6. oktober.

Sidste år samlede de handlende 40.000 kroner ind, som ubeskåret gik videre til Kræftens Bekæmpelses "Stør Brysterne"-kampagne.

Tovholderne i Hurup er Pia Poulsen og Dorthe Laursen. Og de lover en bred vifte af aktiviteter i løbet af lørdagen.

- Vi vil gerne gentage succesen fra sidste år. Der bliver forskellige aktiviteter i alle butikker, hvor vi samler penge ind. Udgangspunktet for de mange aktiviteter i og omkring gågaden bliver konditorpladsen. Her arrangerer vi cykelløb for damer, herrer og børn. Der er to ruter i byen, en på fem kilometer og en på 10, fortæller Dorthe Laursen.

Kvinder betaler 25 kroner for at være med, mænd må slippe en 50’er.

Hvis man hellere vil gå en tur, er der også mulighed for det. Sydthy Fodslaw er nemlig klar med to ruter på hhv. fem og 10 kilometer. Den lange gåtur går bl.a. via Ashøje Plantage.

Også her er prisen 25 kroner for kvinder og 50 for mænd.

På konditorpladsen kan man købe kaffe og kage. Også her går pengene ubeskåret til det gode formål, da Hvidbjerg Bank står som sponsor.

Cykelløbet og aktiviteterne omkring konditorpladsen bliver bundet sammen af Thylands Avis’ Henrik Stærk, der er blevet hyret som speaker.

- Vi har med vilje lavet to ruter så tæt på gågaden som muligt. De korte ruter gør, at der sker noget i gågaden hele tiden, fortæller Pia Poulsen.

De to tovholdere fortæller, at FDF vil lave aktiviteter på pladsen, og at man også har tænkt på en konkurrence, som alle kan deltage i.

- Vi har fået maler Ane Højen til at male bryster på en stor plade. De vil blive forsynet med balloner. Og deltagerne i konkurrencen kan deltage ved at forsøge at ramme ballonerne med hjælp af tre dartpile.

- Alle, der deltager, vil være med i lodtrækning om en tre retters menu for to personer på Hotel Thinggaard.

De mange bh’er, der i fjor blev hængt op i gågaden, vil få nyt liv. Hvad det er, vil de to tovholder dog ikke røbe endnu ...

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...