Den folkekære sanger gæstede Sydthy-Thyholm Seniorer

HURUP: Det stod bestemt ikke i kortene at jeg skulle være sangerinde og stå på scenerne rundt omkring i landet.

Sådan indledte Hilda Heick sit foredrag om sit liv da hun gæstede Uddannelsescentret i Jernbanegade i Hurup 5. februar.

Det var Sydthy-Thyholm Seniorer som havde engageret Hilda Heick til at komme forbi og fortælle om sit liv.

Der blev budt velkommen af formanden for seniorerne, Harry Gade og man sang ”Spurven sidder stum bag kvist”.

Som de fleste sikkert ved så er Hilda gift med sanger, komponist, sangtekstforfatter og guitaristen Keld Heick, hvor hun er den ene halvdel af duoen ”Keld & Hilda”. Hilda Heick blev født på rigshospitalet 19. maj 1946.

Hendes forældre var Aksel Christian Nielsen og Harriet Ebba Nielsen.

Hendes far var mejerist, og de boede meget spartansk, hvor der ikke var hverken bad eller toilet i lejligheden, men i gården var der et toilet som de delte med tre andre, så muligheden for at få et bad var næsten umulig, men når muligheden var der, gik hun ned på mejeriet hvor hendes far arbejdede og der kunne hun så få et bad. Mejeriet blev så nedlagt og hendes far fik så job hos medicinalvarefabrikken Lundbech.

Hun har kendt Keld lige siden skoletiden og dengang syntes hun at han var både dum og drilsk.

Så blev eleverne delt, og de kom på hver sin skole og hun glemte alt om Keld Heick, indtil de til et arrangement mødtes igen og så har de holdt sammen lige siden, og den 24. august 2018 kunne de fejre guldbryllup, så det har været et langt og spændende liv.

Keld og Hilda var slet ikke enige om hvad musik man lyttede til.

Hilda lyttede til Giro 413 og ældre dansemusik, mens Keld lyttede til rockmusik.

I 1966 startede Keld bandet ”Donkeys” som senere kom til at hedde ”Keld og Donkeys” som var et pigtrådsband.

Keld og Hilda blev gift 24. august 1968 og samme år udkom sangen ”Vi skal gå hånd i hånd” og som Hilda Heick siger, så passede det jo fint sammen med giftermålet.

Herefter fik de datteren Annette Heick. Som hun selv siger så har det aldrig stået i kortene at hun skulle være sanger.

Hun havde et job som merkonom i data og programmør hos Lundbech (hvor hendes far hjalp kende ind), men en dag havde Keld forelsket sig i sangen ”Do you speak English?”, og sagde til Hilda, at det ville være rigtig fint om hun ville være med til at synge sangen.

Det sagde hun promte nej til.

”Jeg har mit job, vores lille pige og det huslige at passe, så det kan der slet ikke blive tale om” - men da Keld havde tigget hende om det flere gange tænkte hun: ”Okay! Så lad mig da prøve”.

Det viste sig at sangen virkelig hittede og havde man sagt A måtte man også sige B.

Det blev til utallige turnéer og albums i fremtiden.

Det er ikke kun sangen hun mestrer.

Fra 1993 til 1998 var hun direktør for Nykøbing Falster Revyen.

Efter kaffepausen fortalte Hilda Heick videre om sit liv og der blev også tid til sang og spørgsmål. 140 personer havde lagt vejen forbi for at høre Hilda Heick.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...