Det krævede, at alt gik, som det skulle, for at få ruden på halvandet ton ind i karmen

VORUPØR: Der var meget, der kunne gå galt, da en kæmpe panoramarude med en vægt på halvandet ton torsdag morgen skulle vippes på plads i det nye nationalparkbyggeri i Vorupør. En operation, der bare ikke måtte gå galt. For ruden, der måler 5,9 x 2,9 meter, er så usædvanlig stor, at man ikke bare henter en ny på byggemarkedet.

Den 150.000 kr. dyre tre-lags-termorude var nemlig kommet den lange vej fra Østrig direkte til Vorupør med specialtransport.

Vel ankommet torsdag morgen 3. december manglede kun en ”lille” detalje - at få ruden på plads i hullet i det bastante betonbyggeri i Vorupør. 12 kæmpe sugekopper, en erfaren kranfører med millimeterfornemmelse, 10 brede mænd og nationalparkleder Else Østergaard skulle i sving for at få den delikate bygningsdel på plads i den forberedte karm ud mod havet.

Selv om det tog fire timer i stedet for de to, tømrerfirmaet Anders Andersen havde planlagt, kom den enorme rude på plads i egekarmen, der heldigvis passede på millimeteren.

For medindehaver af tømrerfirmaet fra Hanstholm Thomas Olesen, var det også en af de opgaver, der gav sved i håndfladen:

- Ruden var bare så stor og uhåndterlig. Og rørte den bare betonmuren én gang, mens den hang i kranarmen, kunne det nemt være, at vi måtte bestille en ny. Vores udfordring var især, at den skulle ind i karmen, der sad under et halvandet meter langt betonudhæng. Det betød ,at sugekopperne ikke kunne placeres optimalt, så ruden var i balance. Men det lykkedes da, og nu får nationalparkens gæster en kæmperrude at nyde udsigten ud over havet igennem.

Kæmperuden er leveret af Scanglas/Glassolutions, der havde en medarbejder på pladsen til den usædvanlige leverence.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...