Sydthy-Thyholm Seniorklubs generalforsamling var ikke kedelig

HURUP: En generalforsamling kan mange gange virke kedelig og noget der bare skal overstås.

Men! Men! Men!

Sådan er det ingenlunde i Sydthy-Thyholm Seniorklub.

Bestyrelsen i klubben har en evne til at der sker andet end blot generalforsamling. Sådan var det også tirsdag, da klubben holdt den årlige generalforsamling.

Der var indbudt til kl. 18, hvor der blev serveret lækker flæskesteg med alt hvad dertil hører. Man startede med at synge ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”, hvor efter formanden, Harry Gade bød alle velkommen.

Efter velkomsten var det blevet tid til spisning, hvor man havde mulighed for at købe øl, vin eller forskelligt mineralvand.

Alle nød maden og hyggesnakkede samtidig. Efter den varme mad blev der serveret kaffe og småkager. Da kaffen var drukket sang man ”Jeg plukker fløjlsgræs”.

Så var det blevet tid til generalforsamlingen, som startede med formandens beretning.

Han fortalte om klubbens tilblivelse og at det er den anden største klub i Danmark.

Der blev nævnt hvad der var sket i det forgangne år og at 1. november har klubben 20 års jubilæum som vil blive fejret i Hurup Hallerne med deltagelse af bl.a. ”Tørfisk”.

Alle klubbens arrangementer har i gennemsnit været booket 100 pct.

Noget af det, der nagede formanden, var, at mange gange har man måttet afvise folk som gerne ville have været inde, men p.g.a. loven om brandsikkerhed er man særdeles påpasselig med ikke at lukke flere ind end man må.

Bestyrelsen ønsker altid at sætte medlemmerne forrest i en sådan situation, men det kan nemt blive sådan at flere går forgæves hvis der samtidig er lukket ikke-medlemmer ind og man så har nået det antal der må være der.

Efter beretningen ønskede formand Harry Gade at der kom forslag til hvordan man kunne løse det problem.

Der kom flere gode forslag som bestyrelsen vil arbejde videre med. Kontingentet blev sat til at være uændret. Indkomne forslag var der ingen af.

På valg var Aase Smed som modtog genvalg og Per Houe, som ikke modtog genvalg.

Der blev foreslået flere til valget, men flere af de foreslåede bad om at man ikke stemte på dem da de i forvejen havde flere andre gøremål og ikke kunne afse tiden til bestyrelsen.

De tre der havde sagt ja til at lade sig opstille til valget var Aase Smed, Peder Kjeldgaard Madsen og Bodil Pedersen.

Aase Smed blev valgt med 85 stemmer og Peder Kjeldgaard Madsen med 78 stemmer.

Som suppleant blev Bodil Pedersen valgt.

Per Houe blev efter valget takket for sin indsats gennem otte år i bestyrelsen og fik af formanden Harry Gade overrakt et gavekort til brug i et af Hurups butikker.

Man havde engageret Carsten Holvad til at komme forbi og holde et foredrag.

Carsten Holvad og hans kone er forstanderpar på Rude Strand Seniorhøjskole på Djursland.

Carsten Holvad fortalte om hvor spændende det er at komme på højskole. De har hver uge 65 kursister, hvor af de 20-25 er personer der er på højskole for allerførste gang. Holvad var inde på bl.a. empati, omsorgsfuldhed, og det gjorde han bestemt på en måde som også indebar en masse humor. Carsten Holvad fortalte om sin opvækst, om sine forældre, hvor faderen var uddannet maskinarbejder og hvordan han startede i sin lille garage som smed og hvordan det udviklede sig til et stort firma. Carsten Holvad var også inde på hvordan man kan forandre verden til det bedre. Han kom med nogle kloge ord som nok kan give stof til eftertanke: ”Man er klog når man ved at der er meget man ikke ved noget om”.

112 personer deltog i generalforsamlingen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...