Første bog er en børnebog af Ruth Andersen, men kunstnerbøger er på vej, siger indehaveren

LILDSTRAND: 25. august udkom den første bog på et ny forlag, der hedder Arte forlag. Det er oprettet af kunsthistoriker og gallerist Pier Maria Andersen, der i forvejen driver Galleri Arte i Lildstrand, og knytter sig til galleriet.

Ligesom galleriets allerførste udstilling i sin tid var med værker af galleristens mor Ruth Andersen, er den første bog også hendes værk. Hun har skrevet fire-fem bøger, som hun læste højt for Pier og hendes brødre, da de var i fem-seks-års-alderen. Ruth Andersen har skrevet teksterne og tegnet illustrationerne til historierne.

- Der er en frodighed og sanselighed til stede i bogen, der gør, at man som barn indlever sig dybt i bogen. Det var også, hvad der skete for mig, siger Pier Maria Andersen, der stadig har fortællingerne dybt forankret i erindringen.

Det var derfor oplagt at begynde at udgive bøgerne som de første på det nystartede Arte forlag. Allerførste bog hedder ”Mads Myre og Mette Myre”. I den kommer børn og deres voksne tæt på de to personificerede myrer, som lige så godt kunne have været menneskebørn i miniformat. Mads Myre er så optaget af at lave en flitsbue, at han ikke opdager, at Mette Myre er gået på eventyr i skoven, hvor hun finder alle mulige vidunderlige blomster. Hun er så optaget af at plukke blomsterne, at hun ikke opdager, at hun har bevæget sig langt bort fra myretuen. Idyllen brister og faren lurer i den store skov.

Det er også meningen, at Arte forlag skal udgive bøger om alle de faste kunstnere i galleriet i Lildstrand, bl.a. er der aftalt en udgivelse af det kendte kunstnerpar Pontus Kjerrman og Tine Hecht-Pedersen, der igen skal udstille på Galleri Arte næste år sammen med Anita Viola Nielsen, der som Pontus Kjerrman er i kunstnersammenslutningen Corner.

- Bogudgivelserne er første trin i en udvikling af Galleri Arte, hvor der senere skal oprettes et videotek med videofilm om galleriets kunstnere. Endvidere er det meningen, at Galleri Arte om nogle år skal udvides med et Arte-museum, hvor der skal være skiftende udstillinger med de kunstnere, som er faste udstillere i galleriet, siger Pier Maria Andersen.

Nærmere på: www.galleriarte.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...