3D-specialisten Kvejborg Aps har ensisteret siden 2009 - jubilæet holdes 18. september

KOLDBY: Efter ombygning og corona-pause er Søren Kvejborg nu klar til at fejre 10-års-fødselsdag i Kvejborg ApS.

Virksomheden, der har 3D-scanning som speciale, har eksisteret siden marts 2009.

Og det er kun gået frem for 46-årige Søren Kvejborg, der startede i privaten og som siden 2016 har haft til huse på Algade 31.

- Jeg startede midt i finanskrisen. Jeg var netop blevet fyret hos B&O i Struer, hvor jeg var ansat som konstruktør og projektleder. Så gik jeg sammen med en daværende underleverandør for at lave nogle tegninger. En dag fik vi en opgave om at lave en tegning over gamle støbeforme i en plastvirksomhed. Udfordringen var, at man ikke kunne reparere formene uden dokumentation. Dér blev min interesse vagt for 3D-opmålinger, fortæller Søren Kvejborg.

Han tog til Tyskland, hvor han besøgte kurser i 3D-opmåling og den tilhørende software.

- Jeg fik lavet visitkort. Min første kunde var en, der gerne ville have målt en 30 m stor vinmøllevinge op. I forbindelse med det arbejde kom jeg i forbindelse med tyske Eric Borgholt fra Magdeburg i Tyskland. Han ejede en rotationsscanner. Jeg kan huske, at batteriet vejede 10 kilo, fortæller Søren Kvejborg.

De to holdt løbende kontakt og deres næste kunde blev Lufthansa, der gerne ville have målt deres nye Boeing-fly op indvendigt.

Det opmålede interiør skulle bruges til en lille film, hvor kunden virtuelt kunne finde sin plads i flyet. Det fik vi lavet og filmen ligger stadig inde på min hjemmeside, siger Søren Kvejborg.

I det hele taget foregik mange af opgaverne i Tyskland i virksomhedens første tre år.

I dag beskæftiger virksomheden to teknikere og en sælger.

Og selvom der stort set ikke findes en fyldt ordrebog, er der hele tiden dukket nye opgaver op.

- Vi har ikke brugt det store reklamebudget. De fleste opgaver får vi gennem mund-til-mund-metoden. Så jeg aner faktisk aldrig, hvad jeg skal lave i næste uge. Men det er lykkedes. Vi gør os altid ekstra umage. Og det betyder, at kunderne ringer igen og igen, siger Søren Kvejborg.

Udover opgaver ude i marken arrangerer Søren Kvejborg også kurser i det nyindrettede kursuslokale i underetagen i Koldby.

- Jeg underviser i tegningsforståelse og i brugen af 3D-scannere. Dem har vi nemlig også forhandlingen af, fortæller han.

Firmaet forhandler Creaforms professionelle scannere. Her er prisniveauet mellem 300.000 og 800.000 kr.

Alle interesserede er velkommen til at få en rundvisning i de nyindrettede lokaler på fredag 18. september.

- Jeg stiller en pølsevogn op udenfor, så alle er velkommen, siger Søren Kvejborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...