Fiskeriskolen i Thyborøn er nu klar til at udbyde certifikatuddannelsen ’Duelighed i sejlads’ (navigation) i en online-udgave.

THYBORØN: Mens EUC Nordvests undervisere i stor stil har gjort brug af virtuel undervisning på skolens forskellige uddannelser, har tingene fungeret noget anderledes på Fiskeriskolen, der ligeledes er en del af EUC Nordvest.

Her er eleverne i stedet blevet sendt på havet.

- Vi har været godt hjulpet af erhvervet, der i dén grad har steppet op og taget ansvar, og som dermed har sikret vores elever masser af god praksiserfaring i nedlukningsperioden. Det har fungeret overraskende smertefrit. Når vi igen må åbne op på skolen, kalder vi eleverne tilbage, så de får indhentet det forsømte i forhold til den teoretiske del af uddannelsen, fortæller afdelingschef Claus Henry Hansen fra Fiskeriskolen.

Digitalisering - muligheder

Mens eleverne er på havet, har skolens undervisere brugt tiden på at få digitaliseret alle undervisningsmaterialer. Således også de materialer, der bliver brugt i kursusøjemed. Derfor er Fiskeriskolen nu også klar til at udbyde ’Duelighed i sejlads’ – også kaldet navigation – som et delvist onlineforløb.

- Det er et kursus af tre ugers varighed. De første to uger af kurset vil blive afviklet som onlineundervisning, hvor kursisterne arbejder med den teoretiske del af stoffet og skal løse forskellige opgaver. I den sidste uge bliver de så kaldt ind på skolen til den praktiske del af undervisningen og den afsluttende eksamen. Om den 3. uge kommer til at ligge umiddelbart efter de to første uger, eller om vi, grundet nedlukningen, må trække den lidt, kan vi af gode grunde ikke sige noget om nu. Men nu kan man i hvert fald komme i gang og kan få gennemført hele den teoretiske del, forklarer Claus Henry Hansen.

Han ser frem til at få afprøvet det nye koncept. Ikke mindst fordi, han ser nogle spændende perspektiver i også fremadrettet at udbyde uddannelsen som delvist onlineforløb.

- Den her meget specielle situation, hvor eleverne ikke kan være på skolen, har tvunget os til at tænke i andre baner, men det har samtidig også givet masser af inspiration og anledning til at ”vende bøtten” og kigge på, om der er ting, vi kan gøre anderledes. Og det mener vi, der er. Derfor er vi også i fuld gang med at kigge nærmere på en række af vores øvrige certifikatuddannelser, som vi vurderer ligeledes vil egne sig til at blive udbudt som delvist online-forløb, siger Claus Henry Hansen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...