Hanstholm-firmaet har en nicheproduktion af jomfruhummere til hele Europa og til Japan

THY-MORS: Fishermens Factory A/S i Hanstholm er ikke en af de virksomheder, der gør et stort nummer af sig selv udadtil. Men alligevel er fabrikken, som udelukkende producerer og eksporterer jomfruhummere, blevet spottet af Dansk Industri (DI) Thy Mors som den helt rigtige modtager af foreningens Initiativpris 2019.

DI-formand Tage Odgaard og resten af bestyrelse var ikke i tvivl, da årets pris skulle uddeles:

- Fishermens Factory er et godt eksempel på en mellemstor virksomhed, der satser på den allerhøjeste kvalitet, har en flot vækst og er god til at positionere sig i en specialbranche, der godt kan kaldes en slags niche inden for fiskeeksport. Det sker bl.a. med specialiserede, erfarne og kompetente medarbejdere, som ved hvad de laver, sagde Tage Odgaard ved overrækkelsen torsdag 7. november af prisen i virksomhedens nulrum, og fortsatte:

- De jomfruhummere, der kommer fra denne fabrik, ender rundt omkring på hele kloden hos forbrugere, som ønsker det bedste af det bedste. Fangsten, produktionen på skibene og her i fabrikken bliver koordineret ned til mindste detalje. Som I selv siger, så er det faktisk sammen med fiskerne, I skaber innovationen. I er et fantastisk eksempel på, hvordan man med et stærkt samarbejde kan skabe vækst og arbejdspladser.

Og netop det stærke samarbejde og sammenhold på fabrikken, hvor de fleste medarbejdere har været der i mange år, blev understreget af at det var tillidsrepræsentanten for de ansatte, Anette Jespersen, der modtog den tunge bronzestatuette, som følger med DI’s initiativpris.

På vegne af virksomheden, som er en del af den lokale Seawell-koncern, takkede Marie Louise Lyngbye Pedersen, der er salgs- og indkøbsansvarlig. Hun sagde bl.a.:

- Vi er stolte over at have modtaget prisen. Der uddeles et hav af priser. Vi får ofte henvendelser omkring diverse priser og plejer at takke pænt nej tak. Men DI’s fornemme Initiativpris, som har været uddelt i en årrække, siger vi tak for.

Marie Louise Lyngbye Pedersen takkede også for den opmærksomhed og den gode historie, som der med prisen for 2019 fortælles om sunde virksomheder i Hanstholm, der er spændende og stabile arbejdspladser. Og at i nomineringen til prisen blev de dygtige og loyale medarbejdere på fabrikken fremhævet.

Efter talerne, bl.a. også af Thisteds borgmester Ulla Vestergaard (S), var bordet naturligvis dækket med jomfruhummerhaler og andet godt fra havet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...