Rosa Christensen og Michael Thinggaard bedømte kagerne ved den lokale bagedyst i Hurup

HURUP: Fredag holdt butikkerne i Hurup forårs by night i gågaden med levende musik, gode tilbud i butikkerne og diverse aktiviteter.

Det med foråret skulle dog tages med et gran salt, da der blæste en frisk og kølig vind gennem den øst-vestvendte hovedstrøg.

Et friskt pust var det også, at handelsstandsforeningen som noget nyt havde valgt at lave en lokal bagedyst, der gik ud på at alle kunne levere et styk kage, som en dommerkomité så skulle bedømme.

Det var derfor oplagt, at engagere Rosa Christensen fra Glyngøre til at være en af dommerne. Hun er blevet landskendt via tv-programmerne om den store bagedyst.

Ved sin side som meddommer havde hun restauratør Michael Thinggaard, hvis efternavn er identisk med navnet på byens hotel.

De to dommere havde taget opstillet i teltet, der var sat op ved byens konditorplads.

Tre kager blev det til.

Derved stod det klart, at ingen af deltagerne i bagedysten gik tomhændet hjem.

For der var tre præmier, som alle var sponseret af den lokale Imerco.

Veloplagt gik dommerne til værks. Indledningsvist skulle Rosa Christensen dog lige reklamere for den kjole, hun havde på.

- Se min flotte kjole. Den har jeg fået af Din Kjole her i Hurup. Michael kunne ikke passe den, lød det spøgende fra Rosa Christensen.

Så var de i gang.

- Vi dømmer ikke kun på udseendet. Vi ser også på smag, konsistens og kreativitet, lød det fra Rosa Christensen. Michael Thinggaard tilføjede, at selve håndværket også er med i bedømmelsen.

Kagerne blev bedømt efter alle kunstens regler. Og til sidst var dommerne enige om, at vinderen var den røde kage, der var indleveret af Anette Bentzen fra Thisted.

- Det var min mormor, der pressede mig til at være med, smilede Anette Bentzen.

På andenpladsen kom chokoladekagen, der var lavet af Julie Bendtsen fra Hurup. tredjepladsen gik til ”Pigen i kjolen”, der var lavet af seks-årige Andrea Margrethe Primdahl - med lidt hjælp fra mor Janni.

Efter konkurrencen var 50 børn klar til at pynte cupcakes sammen med Rosa Christensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...