Anledningen er Dannebrogs 800 år, men der har i mange år været forbindelser mellem Estland og især den tidligere Sydthy Kommune

THY-HANNÆS: Der har i mange år været forbindelser mellem Sydthy og Estland.

Efter at de baltiske lande igen havde fået selvstændighed 1991 blev der knyttet en venskabsaftale mellem den daværende Sydthy Kommune og Pärnu Amt i Estland. Det medførte mange forskellige former for udvekslinger og sydthysk deltagelse i genopbygningen af Estlands selvstændighed.

Daværende provst i Sydthy Knud Schjødt-Pedersen tog bl.a. initiativ til kirkesamarbejde og med den daværende landboforeningen Det Thylandske Landøkonomiske Selskab om unge esteres praktiskophold i Sydthy og landbrugsuddannelse på Kongensgård Landbrugsskole.

I forbindelse med, at Danmark - og Estland - i år fejrer 800-året for Dannebrog som dansk nationalsymbol, der ifølge overleveringen ”faldt fra himlen ned” under slaget ved Lyndanisse (i dag: Tallinn, som betyder danskerbyen, red.) 1219, hvor Kong Valdemar Atterdag var på kors- og erobringstogt.

Seminar og koncert

I forbindelse med, at der tirsdag aften 6. august er koncert i Vestervig Kirke med det estiske kor Heinavanker, som er på koncertturné under titlen ”Dannebrog”, har Vestervig Menighedsråd i samarbejde med Folkeuniversitetet i Thisted Kommune om eftermiddagen arrangeret et seminar under titlen ”Estland i 100 år”, fortæller kirkesanger Birte Aarup, Ettrup.

Seminaret i Vestervig-Agger Sognehus indledes af Peter Kyhn, der er cand. mag. i historie og estisk, og efterfølgende handler det ovre på Vestervig Kirkemusikskole om den estiske musikhistorie - med særligt fokus på komponisten Arvo Pärt (født 1935) - ved pianist Troels Breum.

Den syngende revolution

Seminaret slutter med visningen i sognehuset af den amerikanske dokumentarfilm ”The Singing Revolution” fra 2006, der bl.a. handler om sangens betydning i årene 1987-91 under den lange frigørelsesproces fra den sovjetiske anneksion.

Efter filmen kan man nyde en fisketallerken eller en kyllingesalat fra Thinghuskroen, før man går til koncerten i kirken. Det kræver dog forudbestilling.

Estisk kormusik

Heinavanker har rødder i liturgisk sang og renæssancepolyfoni, men repertoiret rummer også arrangementer af tidlige estiske folkesange og runesange samt hellige værker af samtidige som Arvo Pärt og Cyrillus Kreek. I Europa har Heinavanker været kendt på festivaler, koncertsteder og radio i tre årtier, og gruppen har turneret i Europa, Sydamerika og Nordamerika med forestillinger og mesterkurser.

- Det er spændende musik med for os ret ukendte komponistnavne, og Margo Kõlar har selv arrangeret flere sange, fortæller Hans Henrik Gramstrup Larsen, organist ved Vestervig Kirke og koncertarrangør.

Aftenen efter, onsdag 7. august, synger koret i Thisted Kirke.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...