Lars Thesbjerg fra Boddum-Ydby Skytteforening blev mester i terrænskydning ved DM på flyvestationen i Karup

THY: 10 thyboer sikrede søndag, at Nordjylland for alvor kom frem i lyset, til årets danske mesterskaber i terrænskydning, der blev afviklet på flyvestationen i Karup.

Lars Thesbjerg fra Boddum-Ydby Skytteforening trak det længste strå efter en spændende finale.

Han blev dansk mester i terrænskydning for første gang.

Efter den ordinære skydning lå det lige til højrebenet, at Anders K. Jørgensen fra Boddum-Ydby med 41 træffere ville tage endnu en DM-titel - som mange gange før.

Her lå han foran Lars Thesbjerg, Lasse Sukstorf fra Vemmelev og Claus Brunn fra Tingsted alle med 39 point.

Men i finalen ville Lars Thesbjerg og Claus Brunn det anderledes, og med fuldt hus tog de guld og sølv og henviste Anders K. Jørgensen til bronzen.

Sidste år havde Lars Thesbjerg et alvorligt styrt på sin cykel, Så han kæmpede sig tilbage i sin idræt og rundede af med et dansk mesterskab året efter.

Det kræver respekt.

I finalen for liggende skytter deltog yderligere to skytter fra Nordjylland: På femtepladsen var det seniorskytten Christian Kjær fra Thisted og på sjettepladsen den 16-årige juniorskytte Chris Ø. Gøttrup fra Østerild - begge med 35 point.

Christian Kjær fastholdt sin placering med 11 ud af 12 træffere, men Chris Ø. Gøttrup avancerede op og tog bronze med fuldt hus med 12 træffere. Han blev kun overgået af Niclas Press fra Helsinge og Nikolas Larsen fra Horne.

I Danmarksmesterskabet i landsdelshold kom DGI Nordjylland ind på en tredjeplads, overgået af DGI Midt-Vestsjælland og DGI Nordsjælland.

I mesterskabet for foreningshold kom Thisted ind på en fjerdeplads efter Vemmelev, Ramløse, Tørring.

Der bliver derudover kåret en dansk mester i sekundskydning (ramme tre forskellige mål på kortest tid). Også her fik Nordjyllands hold en bronzemedalje efter DGI Midt-Vestsjælland og DGI Fyn.

Bedste mand fra Nordjylland blev Mads Bakke på en femteplads.

Holdet fra Nordjylland:

Anders K. Jørgensen, Boddum-Ydby

Mads Bakke Nielsen, Thisted

Emil Bakke Nielsen, Thisted

Kristian Kanstrup, Sjørring

Peter Kjær Fink, Thisted

Christian Kjær, Thisted

Steffen Kjær Thiesen, Thisted

Chris Ø. Gøttrup, Østerild

Peder K. Jørgensen, Boddum Ydby

Lars Thesbjerg, Boddum-Ydby

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...