Amalie, Anne, Nicklas og Matti har svært ved at få tiden til at gå

HURUP: Amalie, Anne, Nicklas og Matti har svært ved at få tiden til at gå.

De fire 11-årige elever fra Hurup savner skolen, kammeraterne og den normale hverdag.

Thylands Avis mødte dem på ”Broen”, som de kalder det - i Hurups nye sø-anlæg.

Her havde de tirsdag slået sig ned efter deres daglige cykeltur.

Med to meter mellem sig, sad de og nød solen og den smule kammeratligt samvær, som kan praktiseres i denne tid.

- Det er kedeligt bare at være hjemme. Man savner klassekammeraterne - nogen af dem, indskyder Amalie Jensen.

Nu er vi otte der er begyndt at cykle nogle ture hver dag - i små grupper på to til fire personer. Det er hyggeligt, og så slutter eller begynder vi altid på ”Broen” eller ved skolen, fortæller Anne, der pointerer at de husker rådene om afstand.

De fire klassekammerater fortæller, at de laver deres skolearbejde tre timer dagligt. Det sker via Aula og Clio Online, hvor elevernes lærer, via en dagbogslog, kan følge med i elevernes ihærdighed.

- Fra kl. 10 til 12 kan vi få hjælp af vores lærer online. Men det er ikke det samme for eleverne at gå i skole hjemme fra værelset via computeren. Vi får lavet meget mere henne i skolen. Selv om vi har gjort som vi skulle og lagt telefonerne væk, så er det slet ikke det samme, siger Anne Gyrup Christensen.

De fire, hvoraf tre går på Hurup Skole, mens Nicklas Vangsgaard netop er skiftet til Sydthy Friskole, sover lidt længere hver morgen.

- Vi skal jo alligevel bare få tiden til at gå, siger de.

- Ud over de tre daglige timer til skolearbejde, får vi tiden til at gå med at spille computer, være inde på TikTok og se en masse film. Meget mere end jeg plejer, siger Anne Gyrup Christensen.

Men de ufrivillige ekstra timer hjemme i huset med familien og ikke mindst yngre søskende giver gnidninger.

- Derfor er vi begyndt at cykle på MTB rundt i Hurup.

Bare for at få lidt luft.

Vi er ude hver dag. Mest rundt i Hurup by.

- Matti og jeg har endda cyklet helt til Vestervig - det ville vi aldrig have gjort ellers, siger Nicklas Vangsgaard.

De fire glæder sig til at det bliver normal dag. De første par uger har slæbt sig afsted.

Nu varer det mindst to-tre uger mere.

- Det bliver nogle lange uger, lyder det fra de fire før de splitter op og triller hjemover.

Men i morgen kommer cyklen atter ud af skuret. Hvem ved - måske går turen ”helt til Vestervig”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...