Hvidbjerg og Omegns Borgerforening stod for lørdagens æblefestival

HVIDBJERG: Tro det om du vil eller ej - men Egtvedpigen var virkelig at forefinde ved æblefestivalen i Hvidbjerg.

Okay. Egtvedpigen var i levende live og så heller ikke så gammel ud som hende vi oprindelig kender fra historien, men fra Egtved det var hun.

Og hun har endda, efter hun er flyttet til egnen, meldt sig ind i Hvidbjerg og Omegns Borgerforening, som står for æblefestivalen.

Lørdag 5 oktober var der traditionen tro æblefestival ved Oplevelsespladsen hvor den gamle Brugs har ligget.

Der var rejst et telt hvor både kværn og pressere var klar til at tage imod borgernes æbler - kværne og presse dem - og så kunne de få en masse dejlig frisk æblesaft med hjem i flasker eller dunke.

På pladsen var opstillet - nok landets mindste pølsevogn - men det havde bestemt ikke indflydelse på det der blev rakt over disken.

Rigtig gode varer.

I det gamle ”Hos Hole” var der opvisning med fjernstyrede modelbiler fra RC-Truck, hvor det hovedsagelig er nøjagtige modeller af flotte lastbiler.

På det grønne område på oplevelsespladsen var der opstillet et stort telt hvor man havde mulighed for at nyde lidt godt til ganen.

”On The Road Again” gav flere numre med sang og musik.

Arrangementet var godt besøgt og Rasmus Pedersen fra Hvidbjerg og Omegns Borgerforening oplyser at han ikke ville blive overrasket over - når man nåede hen til kl. 15 hvor æblefestivalen sluttede - at der så var kørt omkring et ton æbler gennem kværn og presser.

Arrangørerne var virkelig tilfreds med interessen og fremmødet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...