Tyske Tim Strysak har foreløbigt tilbagelagt 3558 km på sin trekkingcykel

OVE SØ: 3. august satte Tim Strysak sig på sin cykel i Mönchengladbach, vest for Düsseldorf i Tyskland, og satte kursen nordpå.

Onsdag var den glade tysker, der studerer oplevelsespædagogik, nået til Thy, og havde foreløbigt tilbagelagt 3558 km på sin trekkingcykel med saddeltasker.

Thylands:Avis mødte ham ved Ove Sø, da han trampede op ad bakken på kystvejen med kurs mod dagens mål i Thorsminde.

Forinden havde den lange cykeltur bragt ham langs den danske østkyst i sønderjylland, over Fyn, til København. Herfra til Helsingør og til Sverige mod Norge, Oslo og opover fjeldene til Bergen, og igen sydpå til Danmark.

En tur med næsten modvind hele vejen, og masser af regn.

- Men strabadserne er en del af en sådan tur, siger Tim Strysak, der blandt andet har klaret et styrt med 60 km i timen i en mørk norsk tunnel ved Bergen.

- Det er vigtigt for mig at afprøve teori i praksis, når jeg netop vil arbejde med oplevelsespædagogik. Det at klare sig på egen hånd i vejret og naturen på de øde veje, - det er godt at have prøvet, lyder det fra tyskeren, der ikke har haft en eneste punktering.

Han har kun været inde i byerne for at handle og for at lade min powerbank op.

Turen gennem især Thy har i øvrigt givet ham gode tanker. Heroppe er der så langt til horisonten. Der er så øde på nogle stræk at man mærker virkeligt hvor lille man er, lyder det.

Overnatningerne er foregået på godkendte pladser i skove og på shelterpladser, som han har fundet ved hjælp af en shelter-app og en app der hedder "Ud i naturen".

Nu er kursen sat på hjemlandet, og når turen er afsluttet regner Tim Strysak med at have cyklet 4700 km, med at par afstikkere til sidst i Tyskland for at besøge venner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...