Nis Wintherberg, der selv er brandmand, har aldrig oplevet andet, men hanerne skal tjekkes én gang om året

THY-HANNÆS: Der er tryk på brandhanerne i Thisted Kommune. Det skal der også gerne være, når der bliver brug for vandet ved brand. Derfor bliver de 111 røde haner i hele kommunen testet og efterset én gang hvert år.

Netop nu er Nis Wintherberg fra Thisted Kommune derfor på tur rundt i hele kommunen for at besøge brandhaner.

Nis Wintherberg er selv brandmand i Thisted og har derfor en særlig interesse i, at hanerne er i orden, når der er brand.

- Vi bruger oftest den nærmeste brandhane til at fylde vore biler med vand, når der er brand. Men det sker da også, at vi sætter slangerne direkte på brandhanen, fortæller han og fortsætter:

- Derfor er det da meget tilfredsstillende at få opgaven med at tjekke brandhanerne og være sikker på, at de spiller, siger han.

Nis Wintherbergs opgave i de tre uger, det varer at tjekke alle haner, er at grave fri omkring spindeldækslerne. De kan blive overgroet og derfor sværere at finde. Derudover skal der åbnes for vandet, så hanen renses helt igennem for gammelt vand.

Til sidst bliver brandhanen så tømt for vand for at undgå frostsprængning. Endelig sættes der en strip på, så man kan se, at den er tjekket.

Nogle haner trænger til at blive malet flot røde. Det sker senere.

Nis Wintherberg, der har været brandmand i nogle år, har i øvrigt aldrig oplevet, at hanerne ikke virkede, som de skal.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...