Ca. 150 var mødt op for at deltage i festligheden

BEDSTED: Lørdag var flagene hejst i Bedsted.

Årsagen var at det nyetablerede torv på hjørnet ved urmageren skulle indvies. Festen startede kl. 11.45 hvor der blev budt velkommen til alle og der var opstillet pølsevogn hvor der var pølser, brød og drikkevarer til alle fremmødte.

Efter at alle havde nydt godt af de lækre frankfurtere, var det blevet tid til selve indvielsen som blev foretaget af formanden for teknik og miljø i Thisted Kommune, Esben Oddershede (V), hvor han i sin tale fortalte om de ting der var blevet lavet i Bedsted og omegn.

Esben Oddershede ønskede herefter tillykke med pladsen, hvor efter han klippede det røde bånd over og erklærede pladsen for indviet.

Derefter blev der råbt et trefoldigt hurra.

Efter Esben Oddershedes tale var det formanden for byforskønnelsen, Erik Linnet, som bl.a. fortalte om tilblivelsen af stedet og hvad der ellers er sket af fornyelser.

Indvielsen var bestemt et tilløbsstykke, da ca. 150 var mødt op for at deltage i festligheden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...