Mindehøjtidelighed i Vestervig Kirke på flagdagen for Danmarks veteraner og faldne

VESTERVIG: Der var helt stille, da trompetist Lasse Bech Eiler på smukkeste vis fremførte den gamle engelske militærhymne "The Last Post" i Vestervig Kirke. Anledningen var mindehøjtideligheden i Vestervig Kirke på flagdagen for Danmarks veteraner og faldne.

En stemningsfuld ceremoni der blev arrangeret for første gang, men alligevel trak omkring 125 til den store kirke.

11 faner - militære og lokale foreningsfaner blev båret ind. De tog opstilling i koret, mens der blev sunget, holdt tale, afsagt fadervor og velsignelse, og ikke mindst læst navnene på alle danske faldne op siden 1992.

De 76 navne blev læst op af Sognepræst Claus Nybo.

Der blev sunget sange og salmer: Kong Kristian stod ved højen mast, Kongernes Konge, ene du kan, Altid frejdig når du går, Du som har tændt millioner af stjerner og nationalsangen: Det er et yndigt land.

Veteranernes tale blev holdt af Leif Korsgaard, der gjorde opmærksom på at huske de ar på sjælen, som man veteraner og udsendte har fået i tjenesten.

Efter den smukke ceremoni, hvor tårer pressede sig på, ikke mindst da navnene på de faldne blev læst op, blev fanerne båret ud af kirken.

En ny tradition er født i Vestervig, hjemsted for Thy Veteraner. Præst Claus Nybo var glad for det pæne fremmøde, trods mangelfuld annoncering. - Til næste år er vi 300 lød det fra præsten, der havde en tilbagetrukket rolle ved mindehøjtideligheden.

Orgelet blev betjent af Hans Henrik Larsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...