Det er en grotesk og kulsort musikkomedie om religion, idoldyrkelse, folkeforførelse, ensomhed, døden og den store kærlighed

THISTED:Thy Teater præsenterer om aftenen onsdag-torsdag 4.-5. marts på sin blackbox-scene i teaterhuset på Frederikstorv i Thisted forestillingen ”Den sidste gud”, der omtales om en boybandgyser med ensemblet De Damer og som en grotesk og kulsort musikkomedie om religion, idoldyrkelse, folkeforførelse, ensomhed, døden og den store kærlighed.

- I den på én og samme tid skræmmende og smukke musikkomedie spiller de syv skuespillerinder en gruppe kvinder, der er indlagt på et udåndende hospital. Læger er der ingen af, sygeplejerskerne skjuler tydeligvis noget, og der sker mystiske ting, når kvinderne sover, fortæller teaterchef Niels Vendius om forestillingen, som er et gæstespil. Han fortsætter:

- Enden er nær, en evig regn falder og mennesket er ved at gå til grunde. Er det udåndende hospital og dets indlagte kvinder det sidste håb for menneskeheden - de sidste krampetrækninger? Vil de overleve? Eller genopstå? Og hvad sker der, når guden besætter disse sidste kvinder på jorden?

I forestillingen indgår boybandhit fra bl.a. Jackson Five, Take That og One Direction med popdrømme om en glansbilledlig virkelighed.

På scenen medvirker Tine Gotthelf, Nina Maria Birk, Linnea Voss, Pernille Albæk Andersen, Laura Allen Müller, Jette Sophie Sievertsen og Margit Watt-Boolsen. Musiker og arrangør er Raivis Zandovskis, instruktør Mads M. Nielsen, scenograf Gøje Rostrup og manuskriptforfatter Alexandra Moltke Johansen.

Se nærmere på: www.thyteater.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...