Onsdag gjaldt det et hus mellem Ræhr og Hjardemål

THY-HANNÆS: Thisted skal være en kommune, hvor der er gode huse at leje sig ind i. Kommunen skal ikke være kendt for faldefærdige rønner, der kan tiltrække udlejningsspekulanter. Derfor kører Thisted Kommune - i samarbejde med staten - stadig på for fuld kraft med at fjerne gamle udtjente bygninger, som det er skete i 2018 og 2019.

Onsdag 25. november var en markant bygning på Hjardemålvej 55 ved at blive fjernet af Koldby Entreprenører. Huset fra 1877 købte kommunen tidligere på året på tvangauktion med henblik på nedrivning.

Hjardemålvej 55 er af de lokale husket for at have haft en iskiosk tilknyttet. I de senere år er huset, som ligger mellem Ræhr og Hjardemål i et lille sving på den trafikerede vej, mest kendt for et spektakulært trafikuheld i 2018, hvor en bil fortsatte lige ud og blev hængende i det ødelagte tag.

Nu skal grunden reetableres. Og selv om det er en velbeliggende naturgrund i skoven, så bliver grunden ikke solgt til, at der opføres en ny bygning på stedet.

- Den slags grunde bliver typisk udlagt til natur eller sælges til en landmand, fortæller Rene Meldgaard, der er projektleder ved teknik, erhverv og beskæftigelse i Thisted Kommune.

Han kan fortæller videre, at der udover Hjardemålvej 55 også netop er fjernet to udtjente bygninger i Øsløs på Højstrupvej. Et par huse i Sydthy og den gamle købmandsgård i Kjelstrup får snart besøg af gravemaskinen:

- Vi har yderligere 14 huse ude i udbud, som skal nedrives.

I alt kommer vi i år op på 64 gamle huse, som er fjernet i hele Thisted Kommune. Vi fortsætter også i 2021 med at få de gamle og udtjente ubeboelige bygninger væk, fortæller Rene Meldgaard.

Det koster Thisted kommune omkring 10 mio. kr. at fjerne omkring 50 gamle boliger årligt. Hertil giver staten et tilskud på 6 mio. kr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...