- Jeg har aldrig oplevet noget lignende de ni år, jeg har haft forretning, siger Anette Guld

HURUP: I en tid hvor mange butikker sukker efter kunder, har andre anderledes travlt bag disken.

En af dem er Guldblomsten i Hurup.

Her har der ikke bare været travlt i hele corona-krisen.

Indehaver Anette Guld kan nu konstatere en omsætning i marts-april der sætter rekord.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende de ni år, jeg har haft forretning. Det har været helt vildt. Vi snakker mindst om en fordobling, siger en rigtig glad Anette Guld.

- Når vi nu ikke har kunnet besøge hinanden, så har mange i stedet valgt at sende en buket eller en gave med noget lækkert til den man holder af. Det har vi i den grad mærket, siger hun.

Det handler først og fremmest om buketter og gaver, bestilt via Interflora og leveret ud med vores budbil.

- Vi får rigtig mange buket-bestillinger. Men vi har også sendt mange ordrer på kurve med vin og chokolade ud. Så meget at lageret af Interflorachokolade og vin har været helt i bund, siger Anette Guld.

Det har for Guldblomsten betydet, at telefonen har glødet med bestillinger, til levering i det store område fra Midtthy til Oddesundbroen.

- Jeg var ellers meget betænkelig ved situationen der midt i marts. Vi var i tvivl om vi fortsat kunne få vore blomster fra Holland. Men heldigvis - så har alt fungeret fint, trods coronaen, siger hun.

Nu glæder Anette Guld sig til at tiderne normaliseres.

- At kunderne atter kommer ind ad fordøren og handler og bestiller ansigt til ansigt. - det er trods alt det hyggeligste, siger indehaveren af Guldblomsten i Hurup, der netop nu har travlt ved telefonen med en strøm af Mors Dags-bestillinger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...