Automatiktekniker Bjørn Holm fra Thyholm er blandt prismodtagerne, når ML-Prisen 2019 uddeles fredag

HVIDBJERG: Automatiktekniker Bjørn Holm fra Thyholm er blandt prismodtagerne, når ML-Prisen 2019 uddeles fredag 20. september i København.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen deltager i hyldesten af de 25 dygtige lærlinge fra hele landet.

Det er 17. år i træk, at Metalindustriens Uddannelsesudvalg uddeler ML-Prisen til 25 af metalindustriens dygtigste lærlinge. Prisoverrækkelsen, der er en af de vigtigste hyldester af faglærte, finder sted den 20. september i Den Sorte Diamant i København.

Foruden de dygtige nyuddannede svende er deres familier, mestre og faglærere også inviteret med til den store fejring.

Alle 25 prismodtagere har skilt sig ud med et højt fagligt niveau, men de sociale kvaliteter vægtes også højt i udvælgelsen. Derfor er det et fællestræk for Bjørn Holm og de øvrige prismodtagere, at de, udover at have opnået topkarakter til svendeprøven, også er gode kammerater og kolleger.

Bjørn Holm har gået på Mercantec og været i lære hos Bang & Olufsen A/S. Han er blevet indstillet til prisen af skolen og virksomheden i fællesskab. I indstillingen lyder det blandt andet:

- Bjørn har fra første dag i lærlingeforløbet vist, at han virkelig brændte for at lære alt det, der hører til uddannelsen – og lidt mere til. Han er dybt engageret i opgaveløsningen og dygtig til at bruge alle tilgængelige kilder til at indhente oplysninger om en specifik problemstilling.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen deltager i prisoverrækkelsen. Sammen med formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og erhvervsuddannelseschef i DI, Lone Folmer Berthelsen, og forbundssekretær i Dansk Metal og næstformand i Metalindustriens Uddannelsesudvalg, Kasper Palm, vil han overrække statuetter og diplomer til prismodtagerne, og de tre vil hver især holde tale.

ML-Prisen 2019 kan følges via livestreaming fra Industriens Uddannelsers Facebook-side ca. fra kl. 10.30.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...