Fem højaktive musikere fra toppen af den nordeuropæiske folkemusikscene på 15-års-turné

VESLØS: Thy Folkemusik inviterer nu til koncert på Vesløs Kro torsdag aften 7. november med bandet Baltic Crossing, som er på vejene med sin 15-års-jubilæumsturné.

Baltic Crossing bringer ny ungdommelig energi til Europas folkemusik. Hvor end bandets medlemmer mødes, skal mindst én af dem krydse Østersøen. Der er tale om fem højaktive musikere fra toppen af den nordeuropæiske folkemusikscene, som har spillet sammen siden 2004 og udgivet tre anmelderroste cd’er, der bl.a. har været nomineret ved Danish Music Award Folk. Bandet består af Ian Stephenson fra England, guitar og toradet harmonika, Andy May fra England, nordumbriske sækkepiber og klave), Esko Järvelä fra Finland, femstrenget violin, Antti Järvelä fra Finland, mandolin og kontrabas, og Kristian Bugge fra Danmark, violin.

Udover lange turneer i de tre hjemlande samt Norge og Sverige har de spillet på mange af den vestlige verdens vigtigste folkemusikfestivaler såsom Kaustinen Folk Music Festival i Finland, Korröfestivalen i Småland, Sverige, Gooikoorts og Dranouter i Flandern, Belgien, Shetland Folk Festival i Lerwick, Shetland, og Celtic Connections i Glasgow, Skotland.

Baltic Crossing var det første folkemusikband nogensinde, som blev udvalgt til det prestigefyldte turnéprogram ”Rising Stars”. Programmet bygger på et samarbejde mellem en lang række af Europas førende klassiske koncertsale, og Baltic Crossing spillede således i Wiener Konzerthaus, L’Auditori Chamber Music Hall i Barcelona, Athens Concert Hall, Amsterdam Concertgebouw, Cité de la musique i Paris m.fl.

Gruppens musikere er kendte hver for sig som medlemmer i en række øvrige grupper. Koncerten arrangeres i samarbejde med Spillestedet Thy. Nærmere på foreningens netside: www.thy-folkemusik.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...