Jette Kirkeby Nielsen flytter sin butik fra Hvidbjerg til det tidl. ”By Malene”

HURUP: Efter godt fire år i Hvidbjerg har Jette Kirkeby Nielsen besluttet sig for at flytte sin ”Butik Backstage” til Hurup.

1. juli åbner hun i nye omgivelser i den tidligere dametøjsforretning ”By Malene”.

- Jeg har leget med tanken om at flytte til Hurup i et stykke tid. Og Hurup Handelsstandsforenings fordelagtige præmisser om at etablere sig i byen har til sidst gjort beslutningen nemt. Især da Malene Digede ringede bestemte jeg mig at gøre noget ved sagen, siger 56-årige Jette Kirkeby Nielsen.

Hun fortæller, at butikken i Hurup har den samme størrelse som butikken i Hvidbjerg, der lukker 22. juni.

- Dog får jeg mere bøjleplads, siger hun.

Tøjmærkerne Fransa, Sisters Point og Soft Rebels tager hun med sig til Hurup. Dertil kommer Pulz, Rosemunde og mbyM.

- Og så vil jeg også have lidt tilbehør, det vil sige lidt sneakers og tasker, siger Jette Kirkeby Nielsen, der bor med sin mand i Tambohus.

- Men jeg kender udmærket godt Hurup. Her er jeg opvokset og så bor min mor stadig i byen, fortæller hun.

Første åbningsdag 1. juli falder på årets første Store Torvedag i Hurup.

Og i modsætning til sin butik i Hvidbjerg, som hun var alene om, regner hun med at få brug for noget hjælp i butikken fremover.

Formanden for Hurup Handelsstandsforening, Lars Søndergaard, byder den nye butik velkommen.

- Butik Backstage er den anden butik der åbner i Hurup indenfor en måned. det viser, at Hurup stadig er en attraktiv handelsby. Og med vores unikke koncept har vi jo vist, at det kan lade sig gøre, siger Lars Søndergaard.

Han fortæller, at handelsstandsforeningen i øjeblik arbejder med yderligere et par henvendelser fra personer, der vil etablere sig i byen.

Det nye koncept går blandt andet ud på et halvt års gratis husleje, gratis medlemskab af handelsstandsforeningen og gratis annoncering.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...