Ægtepar har genåbnet bagerbutik

THYHOLM: Efter at bagerbutikken i Bredgade i Hvidbjerg har stået tom i længere tid, er der nu kommet nyt liv. Butikken åbnede igen fredag 15. marts, under navnet ”Fru Nørgårds Brødudsalg”.

Pia og Bernt Nørgård har ellers solgt bagerbrød fra cafeteriet i Kræmmermarkedet i Floulev, men nu flytter de brødsalget til Hvidbjerg.

Salget af brød har været rigtig godt fra Floulev, og de har virkelig mange kunder, men som Pia Nørgård selv siger, så er selve placeringen ikke den bedste og lokalerne for store.

Samtidig vil det også blive nemmere at hente det brød man nu lige står og mangler - og ikke mindst for ældre mennesker. Pia og Bernt har gennem mange år kørt rundt i det ganske land til markeder, byfester etc. og solgt slik og brændte mandler.

Endvidere har Pia drevet et madsted i det sønderjyske. De valgte så at slå sig ned fast og havde i længere tid kik på den gamle bagerbutik i Hvidbjerg. Nu er det lykkedes efter en snak med Sparekassen Vendsyssel, som ejer bygningerne, og så har man fravalgt at sælge brød fra Kræmmermarkedet. Som Pia og Bernt siger så kommer de også til at ligge lige i hovedgaden i byen og det kan bestemt ikke være bedre. Pia og Bernt Nørgård bor selv i Hvidbjerg, så det kan heller ikke blive nemmere for dem begge.

Da det jo ikke er nogen hemmelighed at der forsvinder butikker - ikke mindst i de små byer - så er det dejligt at se at der trods alt også åbner nye. Da de startede med brødudsalget i Kræmmermarkedet købte de meget af inventaret i den gamle bagerforretning, men det er nu flyttet tilbage igen. Da avisens medarbejder var på besøg var de i fuld gang med at gøre klar til åbningen fredag. Lokalet i bagerbutikken er så stor at man også har lavet et café-miljø, hvor man kan hygge sig med en kop kaffe og friskbagt brød. I sommertiden vil det også være en mulighed uden for butikken, ved små caféborde.

Der vil være salg af flere forskellige slags øl, hvoraf kan nævnes Thy Pilsner, Hancock, Carlsberg, Tuborg samt specialøl og sodavand. Der er installeret en kaffemølle så man selv kan male sine kaffebønner, så mere friskmalet er vel næppe mulig. I en afdeling i butikken er der bland-selv-slik og ikke mindre end 250 forskellige slags.

Pia og Bernt vil begge to stå i butikken og der er blevet indrettet et spritnyt køkken hvor der vil blive lavet sandwich som Pia vil lave før butikken åbner kl. 6,30. Selve det gamle bageri som var i brug indtil foråret 2018 bliver ikke brugt mere, da brødet alt sammen kommer fra Koldby Bageri. Pia og Bernt har også ansat en chauffør som hver morgen afhenter det friskbagte brød i Koldby. Der blev afholdt reception fredag 15. marts hvor man kunne nyde et glas sherry og et stykke kransekage.

Af Hans B. Henriksen (tekst og foto)

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...