I stedet for en julefrokost har EUC Nordvests ca. 200 medarbejdere fået gavekort til THI og Morshandel

THY-MORS: Årets julefrokoster er aflyst de fleste steder, således også på EUC Nordvest.

Normalt plejer skolens personaleforening med sine ca. 200 medlemmer at holde et brag af en julefest, men i år er sild, flæskesteg og risalamande skiftet ud med en lille gave til personaleforeningens medlemmer.

En gave, der også kommer det lokale handelsliv til gode.

Blandt medlemmerne i EUC Nordvests personaleforening har der været et ønske om, at den aflyste julefrokost skulle konverteres til en julehilsen til glæde for såvel medarbejdere som det lokale forretningsliv.

EUC Nordvest nyder selv godt af erhvervslivets store støtte, når de lokale virksomheder åbner dørene for virksomhedsbesøg, opretter lærepladser, deltager i praktikplads-speeddating og andre erhvervsrettede aktiviteter.

Og den støtte kvitterer EUC Nordvests personaleforening nu for ved at erstatte årets aflyste julefrokost med citygavekort til foreningens medlemmer.

Således er der indkøbt gavekort for knapt 40.000 kr. hos henholdsvis Thisted Handels- og Industriforening og Morshandel.

- Hvis vi gerne vil sikre et rigt butiksliv i bybilledet fremover, er det vigtigt, at vi også bakker op om butikkerne, når de møder modgang. For os er det her en måde at give tilbage på, og samtidig er det vores lille bidrag til at holde hænderne under det lokale forretningsliv i en svær tid. Forhåbentlig er det et initiativ, der kan være med til at inspirere andre virksomheder og foreninger til at gøre noget tilsvarende, så vi for alvor kan gøre en forskel for det lokale forretningsliv, lyder det fra Janni Thousgaard fra EUC Nordvests personaleforening.

Og således blev en aflyst julefrokost konverteret til en julehilsen til - og fra - EUC Nordvests medarbejdere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...