Vestervig Kirkemusikskole er klar til at modtage ny studerende

HUMLUM: Overvejer man at tage en uddannelse som organist eller kirkesanger, kan man snuse til arbejdet, når Vestervig Kirkemusikskole holder åbent hus i Humlum Kirke lørdag 1. februar, og samme dag har skolens Aarhus-afdeling et lignende arrangement i Brabrand Kirke, fremgår det af en pressemeddelelse. Der har allerede været et arrangement i Aalborg.

I Humlum er sanglærer Karan Stranddorf og orgellærer Vibeke Aarkrogh til stede sammen med den lokale organist Anne Marie Helligsø. De orienterer om arbejdet inden for kirkemusik, om uddannelserne og om mulighederne for ansættelse i folkekirken. Alle deltagere får lejlighed til at prøve kirkeorglet og få en ”smagsprøve” på undervisning i sang og orgelspil.

På kirkemusikskolens afdelinger kan man uddanne sig til organist, kirkesanger eller korleder. Uddannelserne er kompetencegivende musikeruddannelser og kan tages på heltid eller deltid. Der er tradition for i vid udstrækning at skræddersy uddannelsesforløbet til den enkeltes behov.

Rektor Tine Fenger Thomsen siger forud for åbent hus:

- I fjor fik vi mange ny studerende efter lignende arrangementer, så i år har vi store forventninger til de tre arrangementer, siger hun og understreger, at alle er velkomne, og det er gratis at deltage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...