1. august havde Lene Thing 50 års jubilæum i SPAR i Hvidbjerg

HVIDBJERG: 50 års jubilæum i samme butik.

Jo, det har man da nok hørt om, selvom der er langt imellem, men under tre indehavere er det vist en sjældenhed.

Det skete i SPAR i Hvidbjerg 1. august, hvor Lene Thing havde nået 50 års jubilæum i samme butik.

I 1969 var forretningen ejet af købmand Ole Sørensen og der startede Lene.

Da Ole Sørensen i 1971 ønskede at afhænde forretningen, blev Lene ”købt” med af de nye ejere, Else og Svend Futtrup som ejede stedet i 30 år frem til 2001, hvor Lene atter blev ”købt” med af den nye indehaver Michael Sørensen.

Der er gennem årene sket en stor omstrukturering, hvor butikken bl.a. kom med i SPAR- kæden.

Der havde overhovedet ikke været noget som helst fremme om Lenes jubilæum, da hun ikke er en der er højtråbende, men pludselig begyndte folk at ankomme og lykønske.

Der var vist en i Lenes nærmeste familie, der havde ladet et lille ord falde om at det faktisk var 1. august Lene havde 50 års jubilæum.

På Facebook ville lykønskningerne ingen ende tage fra kunder og bekendte, og det siger vist alt om at Lene er en særdeles vellidt person i butikken. Lene fortæller, at når vi når nytår, stopper hun helt på arbejdsmarkedet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...