Et stort program var stablet på benene til afløseren for Lions’ Pensionistshow

HURUP: Stemningen var i top i Hurup Hallen søndag eftermiddag.

400 glade thyboer havde sat hinanden stævne til topunderholdning, kaffe med det hele og bankospil.

Et stort program var stablet på benene til den første ”Søndags Show” - afløseren for Lions’ Pensionistshow.

Publikum møde kunne høre Bjørn - fra OK, Anker Hviid fra Tørfisk og Det Grå Guld fra Thy.

Sangene kendte alle - så fællessangen rungede i sportshallen, hvor der blev sejlet op og ned ved bordene.

Efter underholdningen var det tid for det obligatoriske spil og to fyldte købmandskurve.

Og Lions, som stod for alle herlighederne, solgte hundredvis af juleskrab, som slevfølgelig blev skrabet ved bordene. Det udløste flere straks-præmier på 500 og 1000 kroner.

Med 400 gæster inde og rigtig godt salg af Lions’ juleskrab, var succesen hjemme for arrangørerne: Lions Sydthy.

- Vi har håbet på 400 for at arrangementet hvilede i sig selv. Det gode salg af rigtigt mange juleskrab gør dagen rigtig god for os i Lions, lød det fra Malene Dige, som sammen med omkring 20 klubvenner, havde travlt med at servicere de mange gæster med kaffe, kage og salg af juleskrab.

Med succesen i år, vender Søndags Show tilbage igen næste år.

Om det bliver i samme udgave, ved arrangørerne endnu ikke.

Håbet er at tiltrække yngre såvel som ældre til showet, der er lagt på en søndag, og ikke som tidligere - netop for at familierne kan deltage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...