1. juli er det 40 år siden at Erik Toft satte nøglen i sin første gardinbus

HURUP: Kigger man indenfor i et hjem i Sydthy - vil man meget sandsynligt finde gardiner, der er leveret af Tofts Gardiner.

Den 1. juli er det 40 år siden at Erik Toft satte nøglen i sin første gardinbus.

Siden er det er blevet til tusindvis af gardiner i lokalområdet.

Nu skal jubilæet fejres.

Hans solokarriere med gardiner begyndte, da en stribe lokale leverandører af vinduestekstiler stoppede i området fra slut 1970’erne: Jeppesen i Bedsted, Olsen i Koldby og Engelskmanden i Vestervig.

- De lukkede alle stille og roligt - så tog jeg chancen og lavede mit eget firma i 1979, og snart var jeg den eneste i området, fortæller Erik Toft.

Han blev udlært i 1973 i blandt andet gardiner hos Hurups daværende ”Mads Skjern” Børge Gravgaard.

- Vi havde lidt af hvert. Jeg var i afdelingen for dyner, puder, tæpper og gardiner. Så det med gardiner vidste jeg allerede en del af, siger han.

Men forinden opstarten af egen gardinforretning, var Erik Toft ansat i BK Huset i Vemb fra 1974 -1979.

I 1984 åbnedes butikken i Hurup, som i dag er fast base.

Erik Toft vidste helt præcis hvordan han ville køre sin forretning. Alt sammen skulle foregå via bussen. Her kunne kunderne se prøverne, som hurtigt kunne fremvises inde i huset. Der kunne tages mål. Det var hurtigt og bekvemt for kunden - og for gardinmanden.

Det koncept er der ikke lavet om på. Og siden den første bus, er det nu bus nr. fem, Erik Toft kører vejene tynde med.

- Mit publikum er det voksne. Dem, der har fundet deres permanente bolig. De unge bruger ikke gardiner på samme måde, siger Erik Toft, der altid har fingeren på pulsen, når det gælder om at have de sidste nye trends med ud til kunderne.

- Jeg er på Formland-messen hvert år. Det er her det sker, med de nye ting på vej, siger han.

Gardineksperten er fyldt 66, men har ingen planer om at stoppe.

For kundekartoteket er fyldt med navne på faste kunder, der ikke kunne tænke sig at købe gardiner eller solafskærmning af andre.

- Og når man elsker sit arbejde og helbredet tillader det, så fortsætter jeg da nogle år endnu, lyder det fra Erik Toft, der har sin forretning i Hurup, men bor i Vestervig.

40 års jubilæet fejres med en reception for alle kunder den 2. juli i butikken i Hurup.

Her er alle velkommen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...