Butiksjubilæum samme år, som den skifter navn

HURUP: Når man har været leder af Supermarkedet MENY i 25 år - skal det naturligvis fejres. Men når man samtidigt ved, at butikken snart skal lukke som MENY, ja så var det med en lidt underlig smag i munden at Henrik Nørmølle i fredags markerede ”sølv-jubilæet” i Meny i Hurup.

For 30. april er det slut, når butikken overtages af Salling Group som indretter en Netto butik i lokalerne.

- Det er da mærkeligt at stå og fejre 25 år og vide, at det er sidste år. Men jeg gør mit arbejde til sidste dag, som jeg altid har gjort. Ikke mindst for medarbejdernes og kundernes skyld, lød det fra Henrik Nørmølle, mens der blev hilst på de mange kunder, der kom forbi med en tak og en hilsen til butikslederen i Meny.

Han er personligt ked af at Hurup mister en rigtig købmandsbutik og i stedet for en discount mere. Slagterafdelingen og delikatessen bliver helt afviklet.

- Jeg håber så, at kunderne vil støtte den lokale købmand og slagter, eller en af de andre købmandsbutikker i Thy. Hvor service og faglighed er det det handler om, og hvor man kan møde en købmand ansigt til ansigt, siger Henrik Nørmølle.

Hvad der venter den 54-årige slagteruddannede Henrik Nørmølle, er uvis.

- Jeg kender det ikke på nuværende, siger han.

- Jeg skal nok finde noget at lave - kan være jeg skal vælge at karriereskift til noget helt andet - det må tiden vise. Men en afklaring snart, vil da være det rareste, lyder det fra supermarkedslederen.

Tidsplanen for transformationen fra Meny til Netto bliver på den måde, at butikken fungerer helt normalt til uge 13. Herfra begynder et realiseringssalg, hvor alt skal væk - hvor rabatten vil stige fra 30 til 70 procent over ugerne til lukningen af Meny og ifølge Henrik Nørmølle åbner Netto 1. juni.

Af Ole Iversen (Tekst og foto)

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...