Lørdagens aktiviteter på Pusterummet gav et pænt beløb

HURUP: 18.677 kroner.

Det blev resultatet, da foreningen Bearded Villains Danmark og værtshuset Pusterummet i Hurup lørdag 5. oktober samlede penge ind til Børnehjertefonden.

Ophavsmand til idéen var Willy-Heine Slavensky. Og han er begejstret over lørdagens opbakning.

- Det gik rigtig godt. Der var en god stemning og jeg blev faktisk rørt over, at folk bakkede sådan op om det, siger Willy-Heine Slavensky.

Han havde lagt et enormt arbejde i dagen. Blandt andet havde han været rund i byens butikker for at samle præmier ind til det amerikanske lotteri.

- Vi havde virkelig gode præmier. Selv Rema 1000 har medvirket med et gavekort på 500 kroner, fortæller Willy-Heine Slavensky, der er medlem af broderskabet Bearded Villains.

Bearded Villains, der oversat betyder skurke med skæg, er en verdensomspændende broderskab, der dyrker deres skæg, samt familien, velgørenhed og loyalitet på tværs af religion, seksualitet, hudfarve, kultur og professioner.

De 18.677 kroner vil nu gå ubeskåret til Børnehjertefonden.

Willy-Heine Slavensky mistede i 2027 en søn på grund af en hjertefejl. Derfor er det netop blevet Børnehjertefonden.

Udover tombolaen donerede 10 pct. af omsætningen mellem kl. 10 og 18. De to bartendere donerede deres løn i samme tidsrum.

Derudover deltog 32 personer i fællesspisningen, som Hurup Slagter gav en skarp pris på.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...