Lars Larsen fylder 70 år på mandag

0
Selv om Lars Larsen mandag 6. august runder 70 år har han ikke tanker om at læne sig tilbage. Den iderige iværksætter, der indledte karrieren i Thisted vil stadig være meget aktiv. Pressebillede
“Go’daw, jeg hedder Lars Larsen. Jeg har et godt tilbud til dig.”

Sådan kender de fleste Lars Larsen. Og sådan lød det tilbage i 1987, da grundlæggeren af Jysk Sengetøjslager for første gang tonede frem på tv-skærmene i de danske stuer.

Mandag 6. august fylder Lars Larsen 70 år.

Knap 40 år efter at JYSK blev grundlagt i 1979, er Købmanden – som medarbejderne omtaler ham til daglig – stadig med i de danske tv-reklamer for virksomheden. I dag hedder den kort og godt JYSK, og der findes over 2.600 butikker i 50 lande.

Lars Larsen er født i Arnborg i Midtjylland, men kom sammen med sin mor som lille til Hurup, hvor han gik i skole og tog realeksamen. Efter realeksamenen fra Hurup Realskole fik Lars Larsen sit første fuldtidsarbejde som kørende gardinmontør i en forretning i Thisted.

Efter et turbulent år med mange kilometer på landevejen og en masse hårdt arbejde blev det omflakkende arbejdsliv for meget for Lars Larsen, og i stedet tog han stillingen som afdelingsleder i dyne- og madrasafdelingen i forretningen, han arbejdede for.

Sidst i 1960’erne flyttede Lars Larsen med sin kone – Kis – til Aalborg, hvor hun havde fået job. Her fik parret senere deres to børn, først en søn og senere en datter.

I 1971 fortsatte Lars Larsen sin karriere som butikschef hos MinusService, som solgte boligtekstiler billigere end andre, fordi servicen bogstaveligt talt var sparet væk.

Efter succes med butikken fik Lars Larsen mulighed for at åbne to nye butikker, først en anden i Aalborg og senere en i Aarhus.

Inspireret af internationale discountkæder og sine erfaringer fra MinusService ville Lars Larsen videre med sin egen kæde, der skulle have et bredere sortiment af boligtekstiler til lave priser, men inklusive kundeservice.

Butikslokalet fandt han på Silkeborgvej i Aarhus, og den første butik med navnet Jysk Sengetøjslager slog dørene op 2. april 1979.

Selv om Lars Larsen fylder rundt betyder det ikke, at iværksætteren og erhvervsmanden sætter farten ned.

– Man kommer ingen vegne ved at hvile på laurbærrene, så jeg foretrækker altid at se frem og sætte nye, ambitiøse mål. Da vi rundede 2.500 JYSK-butikker, satte jeg et nyt mål om at fordoble det tal. Hvis vi skal klare os i konkurrencen om kunderne, kræver det, at vi bliver ved med at vokse, så endnu flere får adgang til vores gode tilbud, siger Lars Larsen.

Ud over ejerskabet i JYSK har Lars Larsen over en årrække investeret i en række andre virksomheder, der spænder vidt fra detailhandel og restauration til golfudstyr og ejendomme.

Lars Larsens indsats for iværksætteri, dansk erhvervsliv og Danmark er også blevet anerkendt ved talrige lejligheder.

Blandt andet blev Lars Larsen i 2009 slået til Ridder af Dannebrogsordenen, og i 2017 blev han Ridder af 1. grad af Dannebrogsordenen. Senest modtog Lars Larsen i januar 2018 Den Berlingske Fonds Hæderspris, som gives til personer, der har gjort en særlig indsats for Danmark.

Selv om Lars Larsen altid har haft travlt med sine virksomheder, har han også fundet tid til at dyrke sin passion for golf.

Siden 2014 har Lars Larsen sikret, at den prestigefulde European Tour har besøgt Danmark.

De seneste fire år på Lars Larsens egen bane på Himmerland Golf & Spa Resort og i år i Silkeborg Golfklub.

Golf bliver der måske også tid til den 6. august, hvor hele Danmarks købmand fylder 70 år. Den runde fødselsdag bliver fejret under private forhold.

Chutikan

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close