Klostermøllen bliver sort igen

0
Med lift er det nemt at nå alle steder på møllen. Her er det lærketræs spånerne der renses for salt og skidt, så malingen kan binde ordentlig. Foto: Ole Iversen
Af Ole Iversen.

Den 160 år gamle klostermølle ved Vestervig er snart så god som ny. Den fuldt funktionsdygtige mølle er nu i bedre form end længe efter en omfattende og dyr renovering. I denne uge påbegyndtes den sidste finpudsning – den udvendige behandling.

Det gamle træværk renses grundigt med damp og tryk. Efter tørring venter så olie med sort farve, så møllen får sit flotte sorte udseende tilbage.

– Vi opdagede, da den ene vinge brækkede i januar 2015, at der var gået råd i en del af træet i møllen. Vi stod derfor overfor en voldsom dyr udgift, hvis møllen skulle overleve, fortæller Jette Koldtoft, kasserer i Møllelauget.

– Heldigvis gik en række fonde ind og var velvillige til at støtte redningen af Thys bedst bevarede funktionsdygtige hollandske mølle.

I alt kom renoveringen til at koste 832.000 kroner, som kom hjem med hjælp af A.P. Møllers Fond, Augustinusfonden og Kulturarvsstyrelsen. Vi fik møllen indviet sidste år, men først nu er vejret til den udvendige maling, siger Jette Koldtoft.

Arbejdet med at rense og male møllen udføres af JG Tag & Facademaling fra Hundborg.

– Vi renser først træet i bund med 80 grader varmt vand. Vi sørger for at komme ind i alle sprækker og sammenføjninger. Når det så er tørret op, så skal det første have et lag grundolie og til sidst et lag sort pigment-olie, som giver møllen den sorte farve tilbage. Det specialprodukt vi bruger, er godkendt og anbefalet til bevaring af gamle træbygninger. Det er på terpentinbase, fortæller Jacob G. Christensen fra malerfirmaet og fortsætter:

– Tidligere var der malet med tjære. Men det er for så vidt godt nok. Men solen æder tjæren og træet står rent og ubeskyttet tilbage. Det ses tydeligt overalt. Når vi er færdige, kan jeg garantere at møllen står smuk sort, og at malingen vil holde i mindst 8-10 år. Efter de tre dages rensning venter en uges tørring, før malerarbejdet går i gang med pensel og sprøjte.

Klostermøllen i Vestervig kan stadig male mel.

Det bruges dog ikke mere, da det sviner meget. Ildsjælene fra Møllelauget passer møllen.

De sørger blandt andet for at dreje topkonstruktionen, så vingerne altid vender op mod vinden.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close