Country erstatter pigtråd i Ydby

0
Bibby & Snif fra Silkeborg er hovednavnet ved ”Country Aften i Thy” i Boddum-Ydby Fritids- og Skyttecenter lørdag 6. oktober. Arkivfoto: Martin Damgård
Af Carsten Hougaard.

Boddum-Ydby Fritids- og Skyttecenter har i de seneste to år haft succes med deres 60’er halbal, der trak mange folk til det sydlige Thy.

Men nu er tiden inde til at prøve noget nyt, mener arrangørerne, der har afsat lørdag 6. oktober til en “Country Aften i Thy”.

Til formålet har man allieret sig med orkestrene Bibbi & Snif samt det lokale Wild Rose Countryband.

– Bibbi & Snif er et af landets mest erfarne countrybands. De er de absolutte topnavne indenfor countrymusikken i Danmark. De spiller både egne og andres numre. Snif og Bibbi Jacobsen er far og datter, og var blandt andet med i Talent på DR i 2010. Derudover er det Snif, der står for den årlige countryfestival i Silkeborg, fortæller Ib Kærgaard, der er blevet hyret af arrangørerne til at sørge for musikken.

Ib Kærgaard, der også arrangerede musikken ved de to halballer, mener, at der er grobund for en countryaften i Thy.

– Så vidt jeg ved, er det 10 år siden, at der har været en decideret countryaften i Thy. Og jeg ved, at countrymusikken har mange fans – også i Thy, siger han.

Det lokale Wild Rose Countryband med bl.a. guitaristen Hans Ravn og violinisten Viggo Christensen spiller traditionel countrymusik.

Og netop traditionel countrymusik forventer arrangørerne sig meget af.

– Vi ved jo ikke, om der er efterspørgsel efter en countryaften. Men vi har bestemt, at det skal være musik, som alle kender og kan synge med på, siger Boddum-Ydby Fritids- og Skyttecenters formand, Jørgen Stefansen.

Han håber, at det til den tid lykkes at få nogle line- og squaredanser til at komme med opvisning.

Maden på aftenen bliver leveret af Hurup Slagter. Og også menuen skal have en amerikansk snært med bl.a. barbecue svinefilet og coleslaw salat.

– Vi skal nok sørge for at bruge en masse halmballer til at pynte hallen op med, så der kommer ægte cowboy-stemning, smiler Jørgen Stefansen.

At arrangørerne allerede nu fortæller om et arrangement i oktober, skyldes, at billetsalget starter 5. februar.

Billetterne kan bestilles hos Salmon Fink på tlf. 2424 7447.

I alt er der plads til godt 500 gæster i Boddum-Ydby Fritids- og Skyttecenter.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close